Hvad spiser fluer? – Der er stort set ikke det, som fluer ikke spiser: affald, afføring, rådne kadavere og selvfølgelig menneskemad. Vil du starte en fluefarm, vil det derfor være nemt for dig, da de absolut ikke er kostforagtere. De fleste mennesker er dog interesserede i fluer for at finde ud af, hvordan de kan slippe af med dem. Det er sikkert også derfor, at du har spurgt dig selv: ”Hvad spiser fluer?”

Er der en enkelt flue, der er landet på din mad, behøver du dog ikke at smide den ud. Selvom fluen kan bære mange bakterier med sig, er det ikke et problem, når det bare er en enkelt flue, det drejer sig om. Problemet opstår først, når der er mange fluer, der har siddet på din mad. I det tilfælde bør du smide den ud, da der kan være kommet for mange bakterier på den.

Spyfluer lægger æg i maden

Hvor de fleste fluer bare lander på din mad for at spise af den, bør du være særligt opmærksom på, om det er en spyflue, der er landet på maden. Spyfluer lægger nemlig deres æg i dødt kød. De kan ikke se forskel på, om det er et dødt dyr ude i skoven – eller din bøf til aftensmad. Når du sidder ude i haven og spiser om sommeren, bør du derfor passe ekstra på, at spyfluerne ikke tager et pitstop på din mad.

Hvis dit kød er meget varmt, kan du dog trøste dig med, at fluerne så ikke vil sidde på det. De kan, lige som os mennesker, brænde fødderne, hvis de står på noget, der er meget varmt. Fluerne har et meget udviklet sanseapparat i fødderne. Det gør det muligt for dem at mærke, om din mad er for varm til at lande på, når de er et par millimeter over den.

Udover at fluerne kan mærke varme og kulde med fødderne, kan de faktisk også smage og lugte med fødderne. Når de lander på din mad, er det derfor i første omgang for at finde ud af, om det er noget, som de vil spise.

Fluer sutter salt af din hud

Det giver jo meget god mening, at fluerne prøver at spise af din mad – selvom det godt nok kan være irriterende for dig. Men hvorfor er det så lige, at de lander på din hud, der er jo ikke noget, som de kan spise?

Det er der dog faktisk. Din sved indeholder salt, som fluerne godt kan lide at sidde og sutte af din hud. Det er derfor, at de sætter sig på dig.

Grunden til, at der ofte er mange fluer, der summer rundt om dit hoved er, at fluerne bruger større objekter, som for eksempel dit hoved, som samlingssted. De andre fluer vil også blive tiltrukket af dit hoved. Det gør det til et oplagt sted for hun- og hanfluer at mødes for at lave flere fluer.

anlægsgartner tilbud