Sommer, sol, samvær, ferie, frihed, familie, havluft, håb, havefest! Ja, lige netop havefest. Sommeren og ferien skal da fejres, og så skal der mad på bordet – havebordet. Og det skal være sommerens retter med dansk frugt og grønt – som der er så rigeligt af i denne tid – og grill.
De retter du finder herunder, kan stilles på buffeten, eller du kan dække ét langt bord til gæsterne og stille alle retterne på det. Der vil blive en stemning uden lige, når stemmerne går højt. For onkel Emil i den anden ende af bordet skal have kartoffelsalaten, der står ved mormor Helle i denne ende af bordet, og mormor Helle i denne ende af bordet skal have et stykke af lakserouladen, der står ved onkel Emil. Det bliver så hyggeligt. Og her kommer der 8 forslag til, hvad der skal på bordet.
Helstegt pattegris
Helstegt pattegris skal der naturligvis til, når I er mange. Det er en nem måde at lave kød til 45-50 personer på én gang. Det er ikke sikkert, der er plads på spisebordet til grisen, men så må den være på en serveringsvogn eller lignende. Vi giver dig ikke pladsen, men vi giver dig opskriften, når du klikker på linket i starten af teksten eller billedet herunder.
Gulerodssalat
Gulerodssalat er så enkel at lave, og smager dejligt frisk. Når der er nye, danske gulerødder, behøver du ikke en gang skrælle dem, de skal bare vaskes og rives eller høvles. Det er den nemmeste salat, der findes, og den kan spises til næsten alt – til også helstegt pattegris. Du finder opskriften ved at klikke på linket herover eller billedet herunder.
Chapati
Chapati er ikke særligt dansk, det er nemlig et indisk fladbrød. Men det er godt til at dyppe danske sovs og dressing op med. Du kan nærmest bruge chapati som en ske. Derudover smager det godt til grillet kød og friske salater. Du kan også komme kød og grønt ind i det og spise det som slags ”durumrulle”. Opskriften får du, når du klikker på linket herover eller billedet herunder.
Grillspyd
Grillspyd i alle mulige afskygninger er også populære. Enten kan gæsterne ”bygge” dem selv ved at få spyd og klargjorte råvarer stillet til rådighed og en tændt grill. Eller du kan bestemme, hvad der skal på og lave dem i forvejen. Når du klikker på linket eller billedet, får du forslag til, hvad du kan sætte på spyddene, og du tips og gode råd til at grille dem.
Ærtesuppe
Ærtesuppe er en af de supper, der kan serveres kold. Det er nemt at have med at gøre, når der skal tilberedes mange retter, for den skal jo så netop ikke holdes varm eller laves i sidste øjeblik. Og friske, danske, nybælgede sommerærter, det smager skønt. Og det kan smages på suppen, som du får opskriften på ved at klikke på linket eller billedet.
Fennikelsalat
Fennikelsalat er ikke den salat, du møder oftest på et dansk middagsbord. Det er synd, så derfor har den fået plads her. Den består af råvarer, du sagtens kan få som danske – fennikel, stikkelsbær og ærter og detil en håndfuld danske krydderurter. Men du får hele opskriften ved at klikke på linket her i starten af teksten eller på billet herunder.
Lakseroulade
Lakseroulade serveres kold, så den er nemmere at have med at gøre end den grillede laks, når der skal laves meget mad til mange mennesker. Og så vil den give et frisk pust i sommervarmen. Du finder opskriften, når du klikker på link eller billede. Vil du hellere have den grillede laks, så kan du finde opskriften på den her.
Jordbærtærte
Jordbærtærte er det søde punktum, for kage skal der da også til, ellers har det ikke været en rigtig, dansk havefest. Og jordbærtærte – eller i hvert fald jordbær – er bare smagen af dansk sommer. Tærten kan spises som dessert, til kaffe eller te eller til et glas mousserende vin. Du finder opskriften ved at klikke på linket i starten af teksten eller på billedet herunder.
Den her artikel har oprindeligt været brugt på HurtigMums men er nu flyttet til AltForHaven hvor vi syntes den passer rigtig godt ind.







