Stedsegrønne planter er det, der afgør, om haven er noget værd i januar. De er også den gruppe, hvor den almindeligste fejl er uoprettelig: klipper du en thuja eller en cypres ind i det bare ved, kommer der aldrig grønt igen på det sted. Løvfældende buske tilgiver en forkert saks. Det gør de fleste stedsegrønne ikke.
Stedsegrønne kort fortalt
| Hvad betyder stedsegrøn? | Planten beholder blade eller nåle hele året og skifter dem løbende — ikke alle på én gang |
| Plantetid | September er bedst, april-maj næstbedst. Ikke sen november, som hos de løvfældende |
| Beskæring | Kun i det grønne. Taks er den eneste almindelige, der skyder igen fra bart ved |
| Hvor mange? | Cirka hver fjerde plante i bedet — nok til vinteren, ikke så mange at årstiderne forsvinder |
| Største risiko | Frosttørke i februar-marts, ikke frosten i januar |
| Vanding | Grundigt i oktober, før jorden fryser. De fordamper hele vinteren |
Stedsegrøntvælgeren
Vælg opgaven, planten skal løse, så får du arterne, klippetidspunktet og fælden.
Klip aldrig ind i det bare ved — det er den fejl, der ikke kan rettes
På de fleste stedsegrønne sidder de sovende knopper kun i det grønne yderlag. Klipper du længere ind, står du tilbage med en brun flade uden knopper, og den bliver aldrig grøn igen. Det gælder thuja, cypres, gran, fyr og enebær. En thujahæk, der er blevet for bred og bliver klippet tilbage til stammen på den ene side, har en brun væg resten af sit liv.
Taks er undtagelsen. Taks har sovende knopper i det gamle ved og skyder igen, selv når den er savet tilbage til bare grene. Det er derfor, den er den eneste stedsegrønne, du trygt kan overtage forvokset og klippe ned — og derfor, den står i klosterhaver, der er hundrede år gamle og stadig har form.
Konsekvensen for købet: vil du have en hæk, der kan holdes på 1,5 meter i tyve år, så vælg taks eller ilex crenata. Vælger du thuja, køber du en plante, du kun kan vedligeholde — ikke rette op på. Klip den derfor før den når målet, ikke når den har passeret det. To lette klip om året, i juni og igen i august, holder den i skak; ét hårdt klip hvert tredje år gør skaden.
Stedsegrønne buske: de otte, der faktisk bruges i danske haver
Stedsegrønne buske er den del af gruppen, der bliver søgt mest efter, og udvalget er i praksis mindre, end planteskolens hylder får det til at se ud. Otte arter dækker næsten alt:
Buksbom til klippede kanter og kugler — men den er blevet et risikokøb, efter at buksbommøllet og buksbomsvampen kom til Danmark. Ilex crenata ligner buksbom til forveksling og rammes ikke af de to; til gengæld vil den have sur jord, hvor buksbom gerne vil have kalk. Kristtorn giver de røde bær, men kun på hunplanter, og kun hvis der står en hanplante i nærheden. Skimmia og pieris er de to til halvskygge og sur, muldrig jord; begge bliver gule i kalkrig jord. Lyng dækker jorden på det tørre og sure. Hebe er den mest udsatte af dem — den tåler ikke en hård dansk vinter på åben mark og hører hjemme i krukke eller i læ. Og lav enebær er den, der klarer den skrå, sandede skrænt, hvor intet andet vil gro.
Skal buskene stå sammen med de løvfældende, er tommelfingerreglen den samme som i ethvert bed: cirka hver fjerde plante stedsegrøn. Færre, og haven er brune pinde fra november; flere, og den ser ens ud i juni og december.
Hvorfor de svider brune i marts — og hvad du gør ved det
Den brune svidning på thuja, buksbom og rhododendron kommer næsten aldrig af kulde. Den kommer af frosttørke: planten fordamper vand gennem nåle og blade, når solen står lavt og skarpt i februar og marts, men jorden er stadig frossen, så rødderne ikke kan levere. Planten tørrer ud, mens den står i vand, den ikke kan nå.
Tre ting virker imod det, og de skal alle gøres om efteråret — i marts er skaden sket:
1. Vand grundigt i oktober. En stedsegrøn skal gå ind i vinteren med fugtig jord omkring rødderne. Det er den enkeltstående vigtigste handling, og det er den, folk springer over, fordi det jo regner.
2. Plant den, hvor den lave østsol ikke rammer den om morgenen i februar. Kombinationen af frossen jord og direkte morgensol er den, der svider.
3. Plant i september, ikke i november. En løvfældende busk kan sagtens sættes i november — den sover. En stedsegrøn fordamper hele vinteren og skal have haft seks-otte uger i varm jord til at lave rødder først.
Er skaden sket, så vent til juni med at klippe. Brune nåle betyder ikke altid dødt ved, og på taks og buksbom kommer der ofte nye skud frem, når jorden bliver varm. Klipper du i marts, fjerner du grene, der stadig havde knopper.
Til hæk, til krukke og til skygge
Hæk. Taks er den bedste klippede hæk i Danmark: den tåler dyb skygge, tåler at blive klippet hårdt og bliver aldrig bar forneden. Den koster mest at plante og mindst at rette op på. Ilex crenata er alternativet i lav højde. Thuja er billigst og hurtigst og har den ulempe, der står ovenfor. Bøg er ikke stedsegrøn, men beholder de brune blade vinteren over og skærmer næsten lige så godt — se plantning af hæk, når rækken skal sættes.
Krukke. Buksbom, ilex crenata, lille taks, skimmia og hebe er de fem, der fungerer. Krukken skal rumme mindst 40 liter, og den skal pakkes ind om vinteren: i jorden fryser rodklumpen aldrig helt igennem, i en krukke gør den. Vand også krukken i frostfri perioder hen over vinteren — det er tørke, ikke frost, der slår krukkeplanter ihjel.
Skygge. Taks er det eneste nåletræ, der reelt trives i dyb skygge. Derudover pieris, skimmia, kristtorn og ilex crenata. Står de under store træer, er problemet sjældent lyset alene, men rødderne, der tager vandet — vand de første tre år, og læg kompost ud hvert forår.
Ofte stillede spørgsmål om stedsegrønne planter
Hvilke planter er stedsegrønne?
Nåletræerne taks, thuja, cypres, enebær, gran og fyr, og de stedsegrønne løvbuske buksbom, ilex crenata, kristtorn, skimmia, pieris, lyng og hebe. De skifter blade eller nåle løbende hen over året i stedet for at smide dem alle på én gang om efteråret.
Hvornår planter man stedsegrønne?
September er bedst, april-maj næstbedst. Modsat løvfældende buske må de ikke sættes i sen november: de fordamper vand hele vinteren og skal nå at lave rødder i varm jord, før frosten kommer.
Hvorfor bliver min thuja brun?
Næsten altid frosttørke. Planten fordamper i den lave forårssol i februar og marts, mens jorden stadig er frossen, så rødderne ikke kan levere vand. Vand grundigt i oktober, og undgå at plante, hvor morgensolen rammer om vinteren. Er nålene først brune på en thuja, kommer der ikke nyt grønt samme sted.
Kan man klippe stedsegrønne hårdt ned?
Kun taks. Den har sovende knopper i det gamle ved og skyder igen efter en hård nedskæring. Thuja, cypres, gran, fyr og enebær har kun knopper i det grønne yderlag og bliver aldrig grønne igen, hvis der klippes ind i det bare ved.
Hvornår klipper man en stedsegrøn hæk?
To lette klip om året: i juni, når det nye skud er kommet frem, og igen i august. Klip før hækken har nået sin ønskede størrelse, ikke bagefter — på alt andet end taks er der ingen vej tilbage.
Er bøgehæk stedsegrøn?
Nej. Bøg er løvfældende, men beholder de visne brune blade hen over vinteren og skifter dem først, når det nye skud kommer i maj. Den skærmer derfor næsten som en stedsegrøn, men står brun i stedet for grøn.
Hvilke stedsegrønne kan stå i skygge?
Taks er det eneste nåletræ, der trives i dyb skygge. Af løvbuskene klarer pieris, skimmia, kristtorn og ilex crenata sig godt i halvskygge og skygge. Under store træer er konkurrencen om vandet et større problem end lyset.
Hvor mange stedsegrønne skal der være i et bed?
Cirka hver fjerde plante. Det er nok til, at bedet stadig har form og farve i januar, uden at haven ser ens ud hele året — bliver andelen meget større, forsvinder skiftet mellem årstiderne.
Videre herfra
Tabellen ovenfor har guiden til hver enkelt stedsegrøn. Skal de stå på række, er hækken sin egen opgave — se plantning af hæk. De løvfældende naboer ligger under buske. Alle haveplanter har resten af haven.