Klatreplanter: den rigtige støtte, skygge, krukke og stedsegrønne

Reklame · Artiklen indeholder reklamelinks. Køber du eller beder om tilbud via et link, får altforhaven.dk provision. Det ændrer ikke din pris.

Klatreplanter er den hurtigste måde at gøre en bar mur, et hegn eller en pergola grøn på — og den gruppe, hvor flest køb går galt allerede den dag, de plantes. Det skyldes sjældent planten. Det skyldes, at støtten ikke passer til den måde, planten klatrer på. En klematis kan ikke gribe om en tyk lægte, en blåregn knuser en tynd tagrende, og en vedbend på en gammel kalkmur går ind i fugerne.

Klatreplanter klatrer på fire måder — og støtten skal passe til måden

Den almindeligste grund til, at en klatreplante bliver liggende i en bunke ved foden af muren, er, at den har fået en støtte, den ikke kan bruge.

Slyngplanter snor selve skuddet rundt om støtten. Det gælder humle, blåregn og kaprifolium. De vil have noget lodret og forholdsvis tyndt at sno sig om — en wire, en stok eller et rør. På et bredt, vandret gitter finder de intet at gå op ad, og de slynger sig i stedet om hinanden.

Rankeplanter griber med ranker eller bladstilke. Klematis bruger bladstilkene, passionsblomst og vin bruger ranker. De kan kun gribe om noget tyndt — groft sagt tyndere end en blyant. En lægte på fire centimeter er for tyk; her skal der et net, en tynd wire eller et espalier af tråd.

Selvklatrere hæfter sig direkte til underlaget. Vedbend og klatrehortensia gør det med hæfterødder, selvklatrende vildvin med små sugeskiver. De behøver ingen støtte, men de kan heller ikke styres væk fra noget. Op ad en intakt mur med hård fuge er de ufarlige. På en gammel kalkmur, puds med revner eller en træbeklædning kryber hæfterødderne ind i sprækkerne, og vedbend løfter gerne tagsten og bræddebeklædning, hvis den får lov.

Spredeklatrere har slet ingen klatreorganer. Klatreroser og brombær læner sig op ad naboerne med torne og lange skud, men i haven skal de bindes op. Bind de lange skud så vandret som muligt: en rose, der bindes vifteformet, sætter blomster langs hele skuddet i stedet for kun i toppen.

Espalier, wire eller stativ: hvilken støtte skal klatreplanten have?

Et espalier til klatreplanter er et fast gitter af træ eller metal, og det er det rigtige valg til rankeplanter og spredeklatrere, der skal bindes eller have masker at gribe i. Til slyngplanter er lodrette wirer bedre: 3-4 mm rustfri wire spændt op med afstandsholdere, 30-40 cm mellem hver. Et fritstående klatrestativ eller en obelisk bruges i bedet og i krukker, hvor der ikke er en væg.

Uanset typen skal der være 5-10 cm luft mellem støtten og væggen. Luften tørrer bladene efter regn, så meldug og svamp får sværere ved at sætte sig, og den giver plads til, at skuddene kan sno sig rundt om tråden. Selve planten sættes 30-50 cm ude fra muren og skråt ind mod støtten, fordi jorden lige langs en husmur står i regnskygge og er tør hele sommeren.

Vægten er den sidste ting at regne med. En voksen blåregn vejer flere hundrede kilo og har knækket både pergolaer og nedløbsrør. Den skal have kraftige stolper og wire, ikke et dekorativt espalier. Klematis, kaprifolium og passionsblomst er derimod lette nok til en almindelig rosenbue.

Stedsegrønne klatreplanter: der er færre, end man tror

Der findes kun en håndfuld stedsegrønne klatreplanter, der klarer en dansk vinter udendørs. Vedbend er den sikre: den er helt hårdfør, tåler dyb skygge og er grøn i januar. Klatrebenved (Euonymus fortunei) klatrer langsomt med hæfterødder og findes med hvidbrogede og gulbrogede blade. Lonicera henryi er en kaprifolie, der beholder det meste af løvet i milde vintre. Og Clematis armandii er stedsegrøn med duftende hvide blomster i april, men den skal have læ op ad en sydvæg og fryser ned i en hård vinter.

Klatrehortensia, blåregn, humle og vildvin er alle løvfældende.

Hurtigtvoksende klatreplanter — og dem, der tager over

Skal noget dække hurtigt, er humle svaret. Den er en staude, som visner ned hver vinter og skyder op igen fra roden om foråret, og den når fire-seks meter på én sæson. Derfor er den god til et hegn, der skal være grønt om sommeren, men ikke i vejen om vinteren. Klematis montana og vildvin dækker også store flader på to-tre år.

Pergolaranke (Fallopia baldschuanica) vokser endnu hurtigere og sælges netop på det. Den er svær at holde i ave: den går op i træer, ind under tagrender og over til naboen, og den er næsten umulig at fjerne igen. Køb den kun, hvis der er et sted, hvor den gerne må tage over.

Klatreplanter til skygge, hegn og krukke

Skygge. Klatrehortensia, vedbend og vildvin klarer en nordvæg. Kaprifolium tåler halvskygge, men blomstrer mest i sol. Klematis vil have "fødderne i skygge og hovedet i sol": læg en flad sten eller nogle lave stauder over roden, og lad skuddene vokse op i lyset. Plant klematis 5-10 cm dybere, end den stod i potten — så kan den skyde igen fra jorden, hvis visnesygen tager skuddene. Selve beskæringen er sin egen opgave; se beskæring af klematis.

Hegn. Et plankeværk er glat og kan ikke bære en selvklatrer, som desuden holder fugten inde mod træet. Skru i stedet wirer eller et net på hegnet, og vælg humle, klematis, kaprifolium eller en klatrerose. Se hegn til haven, hvis hegnet selv skal vælges først.

Krukke. Klematis i de små sorter, kaprifolium og passionsblomst kan stå i krukke, men krukken skal rumme mindst 30-40 liter og have et stativ i, fra planten sættes. En klatreplante i krukke tørrer ud langt hurtigere end i jorden og skal vandes dagligt i varme perioder. Om vinteren pakkes krukken ind eller stilles i læ, fordi rodklumpen fryser igennem i en krukke.

Køb espalier og stativ til klatreplanter

Ofte stillede spørgsmål om klatreplanter

Videre herfra

Klematis har sin egen beskæringsguide — se beskæring af klematis. Klatreroserne ligger under roser. Alle haveplanter har resten af haven.