Berberis: hæk, sorter og forbuddet, der blev ophævet i 1991

Berberis er den busk, folk er mest i tvivl om, at de må have. «Er den ikke forbudt?» er det spørgsmål, der oftest følger med, når nogen overvejer en berberishæk. Svaret er nej — men forvirringen har en helt reel historie bag sig, og den er værd at kende, før du planter.

Er berberis forbudt at plante i Danmark?

Nej. Reglen blev ophævet i 1991, og der er i dag ingen dansk lovgivning, der forbyder dig at plante berberis i din have. Påstanden lever stadig videre på danske haveportaler og i planteskolernes kundesamtaler, og den er en af de sejeste vandrehistorier i dansk havebrug.

Sådan hænger historien sammen. Almindelig berberis (Berberis vulgaris) er mellemvært for kornets sortrust, svampen Puccinia graminis. Svampen skal bruge to helt forskellige værter for at gennemføre sin livscyklus: korn og græsser på den ene side, berberis på den anden. Fjerner man berberissen, brydes kæden, og sortrusten kan ikke danne nye smitteracer. Det var baggrunden for berberisloven af 27. marts 1903, der påbød udryddelse af berberisbuske af hensyn til kornmarkerne.

Loven blev håndhævet hårdt. Så sent som i bekendtgørelse nr. 215 fra 1969 om foranstaltninger til bekæmpelse af sortrust kunne statens plantetilsyn lade buskene fjerne for ejerens regning, hvis han ikke selv gjorde det. Det er dén virkelighed, en hel generation af danske haveejere voksede op med, og derfor sidder «berberis er forbudt» så dybt.

Men bekendtgørelsen blev ophævet den 20. december 1991 ved BEK nr. 964. Siden har der ikke været et forbud. Moderne kornsorters resistens og ændret dyrkningspraksis gjorde den gamle bekæmpelse overflødig som lovkrav.

To ting er stadig værd at vide. Botanisk er B. vulgaris uændret vært for sortrust — ophævelsen ændrede jura, ikke biologi. Og bor du klods op ad en kornmark, er det stadig hensynsfuldt at vælge en anden art end netop B. vulgaris. Det er en overvejelse, ikke en pligt.

Berberis som hæk: tæt, tornet og ufremkommelig

Berberis er en af de få hækplanter, der er tæt nok forneden til at holde både hunde og genveje ude — og det skyldes tornene. De sidder i grupper ved hvert bladfæste, er stive og op mod en centimeter lange, og en veletableret berberishæk er reelt ikke til at gå igennem.

Plantetæthed: til en lav hæk på 40-80 cm regner man normalt med tre til fire planter pr. meter. Til en højere hæk af japansk berberis sættes de lidt spredtere, omkring 30-40 cm mellem planterne. Køber du hækplanter i potte, står den anbefalede afstand som regel på skiltet — følg den frem for et gennemsnit.

Klipning: én gang årligt i juni-juli rækker for de fleste berberishække. Klipper du tidligt om foråret, tager du de blomsterknopper, der skulle have givet bær om efteråret. Vil du have både stram hæk og bær, så klip lige efter blomstringen.

Regn med handsker og en rive. Det ubehagelige ved berberis er ikke klipningen, men oprydningen: de afklippede stumper er lige så tornede som busken, de gemmer sig i græsset, og de sætter sig fast i alt. Læg et stykke presenning ud under hækken, før du klipper — det sparer en halv times pillearbejde bagefter.

Hvilken berberis skal du vælge?

Valget står først og fremmest mellem løvfældende og stedsegrøn, og derefter mellem grøn og rødbladet.

• Japansk berberis (Berberis thunbergii) er den almindelige i danske haver. Løvfældende, typisk 1-1,5 m, med kraftig orangerød høstfarve og små røde bær, der ofte hænger hele vinteren.
• ‘Atropurpurea’ er den mørkerøde form. Den holder kun den dybe farve i fuld sol — i skygge bliver den grønlig-bronze, og det er den hyppigste skuffelse ved berberis.
• ‘Atropurpurea Nana’ (rød dværgberberis) bliver kun 40-60 cm og bruges som lav kantplantning eller bunddække. Det er den, planteskolerne oftest sælger i små potter.
• Stedsegrøn berberis — B. julianae, B. darwinii og B. × stenophylla — beholder bladene om vinteren og bliver større, typisk 2-3 m. De er det rigtige valg, hvis hækken skal skærme hele året.
• Almindelig berberis (B. vulgaris) sælges sjældent i dag netop på grund af sortrust-historien. Det er den med de aflange, klart røde bær, som i persisk madlavning tørres og hedder zereshk.

Plantning, jord og pasning

Berberis er en af de mest nøjsomme buske, du kan sætte i en dansk have — den vil have sol og afløb, og så passer den stort set sig selv.

Jord: berberis tåler både let sandjord og tungere lerjord, så længe vandet kan komme væk. Den er tørketålende, når den først er etableret, og den klarer sig i den tørre, magre jord langs en indkørsel, hvor de fleste andre hækplanter giver op.

Lys: fuld sol til let skygge. De rødbladede former skal have sol, ellers mister de farven. De grønne og de stedsegrønne tåler mere skygge.

Vanding: kun det første år efter plantning. Derefter er berberis blandt de buske, der skal have mindst.

Foryngelse: er en gammel berberis blevet bar og gnaven forneden, kan den skæres hårdt tilbage. Den skyder villigt fra basis, men giv den to sæsoner til at bygge sig op igen.

Det, ingen fortæller dig om berberis

Berberis sår sig selv — og frøplanterne kommer med torne. Fuglene spiser bærrene og spreder dem, og japansk berberis spirer villigt i bede, under hække og i grusgange. Det er ikke et stort problem i en passet have, men det er værd at kende, hvis du planter den op ad et naturareal.

Tornene bliver ikke bedre med årene. Skal berberissen stå et sted, hvor små børn færdes, eller hvor du selv skal presse dig forbi med en trillebør, så vælg en anden busk. Der er ingen tornefri berberis.

Til gengæld er den næsten fri for sygdomme. Berberis angribes sjældent af noget alvorligt i danske haver, og den er en af de få hækplanter, der ikke kræver sprøjtning, gødskning eller opsyn. Sætter du den rigtigt, står den i tredive år.

Ofte stillede spørgsmål om berberis

Videre herfra

Kristtorn er den anden tornede busk, der holder uvedkommende ude, og skimmia giver det stedsegrønne uden torne. Kvalkved, benved og snebær bærer efterårsbær til fuglene, kornel tager vinteren med farvede grene. Skal hækken hellere blomstre, står syren og forsythia før berberis, potentil, hebe og lyng efter. Hele gruppen står på buske.