Sommer er den perfekte mulighed for at holde fester udenfor, og havefester er ofte meget populære hos især familier, og så er de forholdsvis simple at planlægge, hvis man ved, hvad man går efter.

Alt man skal bruge for at holde en havefest, er egentlig en have at være i, et telt som gæsterne kan opholde sig i i tilfælde af dårligt og koldt vejr, lys og nok mad og drikke til alle gæsterne hele aftenen.

 

Mad & service

Maden behøver ikke at være mere kompliceret end grillmad eller buffet, hvilket let kan bestilles udefra, så man selv slipper for at lave mad til et stort antal gæster.

 

Snacks kan hurtigt blive glemt i farten, når man er i gang med at planlægge en fest, men tit er snacksne noget af det vigtigste ved en fest. Efter middagen er det naturligt, at gæsterne går og småspiser lidt af nogle snacks mens de drikker drinks og snakker med hinanden. Snacks kunne for eksempel bestå af chips og dip, popkorn og slik eller frugt og grøntsager med tilhørende dip.

 

Når der bliver serveret mad, skal der naturligvis også være tallerkner, glas og bestik til alle samt lidt ekstra, hvis noget skulle gå i stykker, eller af anden grund ikke kan blive brugt. Hvis man ikke har nok af dette til alle i sit hus, kan man vælge mellem enten at leje det eller købe noget til en billig pris. Den sidste mulighed er en god idé, hvis man har intentioner om at holde flere havefester i fremtiden.

 

Telt

Når man skal holde en havefest i løbet af den uforudsigelige danske sommer, er et festtelt næste uundværligt. Det danske sommervejr kan vistnok være rart og lunt midt på dagen, men ligeså snart mørket falder på, bliver det hurtigt koldt, og det er derfor rarest for alle, der er til stede, at der er et telt at opholde sig i. De færreste har en telt stort nok til at rumme en hel fest, så derfor er teltudlejning en perfekt mulighed.

 

Musik

Musik er en af de vigtigste dele ved enhver fest, og havefester er ingen undtagelse. Spil noget musik som der er stor chance for, at langt de fleste gæster kender, for det gør stemningen langt bedre. Det kan endda være en sjov idé, at lade gæsterne få noget af kontrollen over hvilken slags musik, der bliver spillet, så find eventuelt på en kreativ måde at få dem involveret på.

 

Lys

Havefester varer typisk til langt ud på aftenen og i nogle tilfælde endda til langt ud på natten, så belysning er uden tvivl en selvfølge ved enhver havefest. Lyskæder hængt op i teltets loft er en både en hyggelig og effektiv lyskilde. Sæt eventuelt også levende lys op på bordene, og måske endda fakler udenfor teltet, så man let kan finde vej, hvis man går ud for at trække noget luft. Har man mulighed for det, kan det også være en idé at tænde et bål. Rundt om et bål kan der eventuelt placeres stole, så gæsterne kan sidde ned og varme sig, og det er også en sjov aktivitet at give gæsterne mulighed for at riste for eksempel skumfiduser eller andre ting på bålet.

 

 

 

Drikkevarer

Drikkevarer er sammen med mad og musik noget af det mest vigtige til enhver fest og havefest. Det kan dog være svært at tage stilling til hvilke slags drikkevarer, man skal bruge, og hvor meget der skal købes ind for, at der er nok til hele festen. Er der mange unge og voksne til stede, og regner man med, at de vil sætte gang i festen, kan man eventuelt leje en bartender til festen. En bartender er både god underholdning og en nem løsning for værten, så han/hun ikke selv behøver at sørge for, at gæsterne har drikkevarer i hånden hele tiden. Det er også langt sjovere at være til en fest, hvis der er god og konstant underholdning.

 

Hvis en del af gæsterne er børn eller folk, der ikke holder af at drikke alkohol, skal man dog også huske at have drikkevarer til dem. Især børn synes også, at det er sjovt, hvis de får rigtige drinks, der ligner de voksnes bare uden alkohol.

 

Underholdning til de mindste gæster

Det meste af tiden er en havefest rigtig hyggelig, fordi man kan have gode, lange samtaler med de andre gæster, men engang i mellem kan nogle af gæsterne, især børnene, have brug for at lave nogle aktiviteter. Der skal ikke meget til for at underholde børn, især ikke hvis der er mange af dem, for de er gode til at finde legekammerater, og til selv at finde på hvad de vil lave. Oftest er det ikke nødvendigt med meget mere end noget så simpelt som bolde og et fodboldmål, et havespil, tuscher, farveblyanter og papir eller nogle brætspil.

Bordpynt og dekorationer

Det er kun fantasien der sætter grænser for hvordan, og hvor meget der skal pyntes op til en havefest. Det bliver pænest og mest tiltalende at kigge på, hvis der er en rød tråd igennem pynten til en fest – pynt gerne op med små blomster eller andre levende ting i form af andre planter eller kviste og grene. Ofte vil der være en bordplan til en havefest, så bordkort er også vigtige, og de skal også passe til resten af temaet. Som nævnt tidligere er levende lys og lyskæder også både rigtig hyggelige at kigge på samt gode lyskilder. Tag stilling til hvilke farver der skal indgå i temaet, så både lys, servietter, duge og andet pynt passer sammen.

Havefester kan hurtigt blive en kold fornøjelse, og ligeså snart solen går ned, bliver det meget hurtigt meget koldt, hvis man sidder stille og snakker med de andre gæster – giv derfor også gæsterne muligheder for at låne tæpper og måske endda puder.