At kunne tilbringe tid i haven året rundt, uden at andre kan se ind, er noget, de fleste haveejere ønsker. Afskærmning for nysgerrige blikke kræver derfor en god og tæt hæk. Der er mange særdeles velegnede sorter at vælge blandt, såsom liguster og bøg. Er du i tvivl om, hvilken hæk du skal plante, kan du her blive meget klogere på de to hækplanter.

Ligusterhæk

En ligusterhæk er en utrolig nem hæk at have med at gøre, da planten ikke kræver meget af jordbunden og er let at beskære. Planten vokser utrolig hurtigt, så du på ganske kort tid kan sidde i din have i fred og ro bag en tæt og flot hæk.

Med ligusteren får du en semi-stedsegrøn plante, da den kun smider bladene i meget hård frost. I “normale” vintertemperaturer kan du nyde godt af hækkens blade indtil foråret, hvor de falder af for at give plads til de nye blade, der er på vej. Det er altså en meget robust plante.

Når du skal plante en ligusterhæk, skal du undgå at placere den i fuld skygge, da det vil give en langsom vækst. Sørg også for at dække rødderne godt til med jord, da de ikke kan tåle, at solen skinner direkte på dem.

En hæk med et yndefuldt udtryk

Ønsker du en hæk med et yndefuldt touch, er en ligusterhæk et godt valg. Den får nemlig meget fine, små blomster, der dufter skønt og tiltrækker sommerfugle og bier. Når blomstringen er ovre, dukker der sorte bær frem, som fuglene er vilde med.

Dog skal du være opmærksom på, at hækken ikke får blomster og bær, hvis du ofte beskærer den.

Bøgehæk

Almindelig bøg er også et yderst godt valg for dig, der ønsker en formel hæk, som kan give privatliv i haven samt se smuk ud både forår og vinter. En bøgehæk vokser ca. 40-60 cm om året, altså får du en stor og tæt hæk forholdsvis hurtigt. Vælger du bøg, er det vigtigt at trimme hækken hvert år i det tidlige forår eller sene efterår.

Planten klarer sig i fuld sol, halvskygge og skygge og stiller ikke store krav til havejorden. Hvis blot jorden er almindeligt næringsrig og veldrænet, skal planten nok trives. Du kan således placere hækken stort set hvor end, du har lyst samt plante den på alle tidspunkter af året.

Dertil er planten utrolig vindfør og kan klare vejsalt og forurenet luft fra byen.

Smuk både forår og efterår

En bøgehæk er utrolig dekorativ både forår og efterår. I foråret tilfører den lysegrønne løv din have et friskt og livligt udtryk. Fra april til maj vokser der også små grønne blomster frem.

En stor grund til, at bøgen er blevet en af de mest anvendte hækplanter herhjemme, er de smukke, glødende kobbernuancer, løvet indtager i løbet af efteråret. Med denne hæk har du således et skønt syn i haven stort set hele året rundt.

Ønsker du et rigt dyreliv, er bøgen ligeledes et godt valg. Den er nemlig utrolig populær hos både fugle og pindsvin, da det tætte løv giver glimrende husly.