En af de absolut bedste ting ved at eje en have, er at du har mulighed for at lave en terrasse. Her kan du sidde hele sommeren med både venner og familie og nyde det gode vejr. Terrassen er det perfekte sted til at grille eller bare nyde en kold forfriskning. Hvis du ikke allerede har en terrasse i din have, er det helt klart på tide at få en. I så fald får du brug for fliser til terrassen.
Hvilken stemning ønsker du på terrassen?
Inden du går i gang med at købe fliser til terrassen, er det vigtigt, at du bliver helt klar over, hvilken stemning du gerne vil skabe. Skal det være en nordisk minimalistisk indretning med et elegant, men lidt koldt udtryk? Skal det være et varmt og sydlandsk udtryk? Eller måske noget helt tredje? Det er vigtigt først at få styr på, hvilken stemning og hvilket udtryk du gerne vil skabe. Først herefter kan du udvælge de rette fliser.
Vil du have store eller små fliser?
Du skal også tage stilling til, om fliserne skal være store eller små. Der er fordele og ulemper ved begge. Store fliser kræver minimal vedligeholdelse. Det skyldes blandt andet, at der er færre fuger, hvilket betyder mindre ukrudt. Derudover giver de dig også et både moderne og minimalistisk look. Ulempen ved denne type fliser er dog, at de er i større risiko for at gå i stykker ved enten at knække eller vippe. Små fliser giver dig i stedet større frihed i forhold til selve belægningsmønsteret. Derfor vil det være nemmere at skabe et mere særpræget udtryk på terrassen med disse fliser. Derudover er de små fliser mindre udsat i forhold til at knække eller vippe.
Vil du have natursten eller beton?
Du kan få et væld af forskellige slags sten til din terrasse. Derfor bør du først og fremmest beslutte dig for, om du helst vil have natursten eller beton. Natursten er utroligt æstetiske, og de holder deres smukke ydre gennem årene. Derudover er de også meget modstandsdygtige over for både vind og vejr. Til gengæld befinder de sig i den dyrere ende af prisskalaen, og så er de mere kompliceret at lægge end eksempelvis fliser af beton. Betonfliser er billigere end natursten, og så er de nemmere at rydde for sne end naturstenene. Betonfliserne kan også erhverves i flere forskellige farver og mønstre, så du kan matche fliserne med husets udtryk.